Kommunikatør med flair for sociale medier og politisk kommunikation

Har du erfaring med at bruge sociale medier professionelt? Har du en god fornemmelse for politisk kommunikation og er godt skrivende? Kan du fremelske og understøtte gode debattører? Og tager du ansvar for helheden og står klar til at hjælpe kolleger? Så er det måske dig, vi leder efter!

I Dansk Socialrådgiverforening søger vi en journalist eller kommunikationsmedarbejder til vores presse og SoMe-team, som vil brænde for at sikre socialrådgiverne og Dansk Socialrådgiverforening en stærk stemme på sociale medier og i offentligheden.

Som journalist eller kommunikationsmedarbejder med ansvar for SoMe er du ansat i afdelingen for Politik & Kommunikation i Toldbodgade i København, hvor du er ansvarlig for DS’ tilstedeværelse på SoMe. Du vil også indgå i uddannelse af tillidsrepræsentanter og andre socialrådgivere, som ønsker at træde frem i den offentlige debat som meningsdannere, bidrage til Fagbladet Socialrådgiveren samt presse- og kommunikationsopgaver i samarbejde med kolleger.

Dine primære arbejdsopgaver:

  • Sikre at DS og formandskab er relevant til stede på sociale medier, herunder overvågning, planlægning, produktion af indhold samt rådgivning ift SoMe
  • Moderation af debatter på SoMe og involvering af målgrupperne
  • Sikre at relevante elementer fra Fagbladet Socialrådgiveren får et liv på de sociale medier og finde bud på skribenter samt redigere debatsektionen i Fagbladet Socialrådgiveren
  • Bidrage til at udvikle nye socialrådgiverstemmer til den offentlige debat, fx gennem kurser og uddannelser (TR-uddannelse, evt. meningsdanneruddannelse, skrivekurser samt sparring)
  • Indgå i team med særligt presseansvarlig om SoMe og pressehåndtering

I samarbejde med Socialrådgiverens redaktør samt dine øvrige nærmeste kollegaer – tre journalister og en grafiker – indgår du i de redaktionelle processer og bidrager til det overordnede kommunikationsmål – at skabe engagement (rekruttere nye medlemmer, fastholde de nuværende, understøtte og udvikle stærkere og mere aktive faglige fællesskaber) – og få indflydelse på alle niveauer – fra den enkelte arbejdsplads til Christiansborg – så vi kan sikre de bedste arbejdsforhold og vilkår for vores medlemmer – både løn, ansættelse og arbejdsmiljø – og de bedste socialpolitiske rammer for det sociale arbejde.

Samarbejde og faglig sparring er et bærende element i vores arbejde. Vi arbejder tæt sammen på kryds og tværs i afdelingen og med vores kollegaer i alle dele af foreningen (på hovedkontoret og de regionale kontorer). Vi har desuden løbende kontakt til mange forskellige grupper af medlemmer. Vi sætter en ære i at være de bedste samarbejdspartnere for både kollegaer og medlemmer og forventer, at du bidrager positivt til den gode samarbejdsånd, er hjælpsom, ansvarlig og løsningsorienteret. At du naturligvis kan arbejde selvstændigt med løbende deadlines, er initiativrig og god til at tilrettelægge dit arbejde.

Vi tilbyder

Du bliver en del af et rart og uformelt arbejdsmiljø, hvor du er omgivet af dygtige og engagerede kollegaer.

Stillingen er en 36-timers stilling. Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til særoverenskomst med Dansk Journalistforbund.

Dansk Socialrådgiverforening ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed på arbejdspladsen, og opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

Sådan gør du

Ansøgningsfrist: 26. marts kl. 23.59. Ansøgning + CV sendes til ds@socialraadgiverne.dk, mærket ”Ansøgning Politik & Kommunikation”.

Ansættelsessamtaler forventes afholdt 28. og 30. marts. Tiltrædelse pr. 1. maj eller snarest derefter.

For spørgsmål kontakt: Stine Brix, chef for Politik & Kommunikation, T: 4258 2620.