OK26: Er du TR på en offentlig arbejdsplads?

1. april begynder vi at indsamle krav til de kommende overenskomstforhandlinger, OK26, og som tillidsrepræsentant på en offentlig arbejdsplads skal du holde et klubmøde, hvor I kan diskutere, hvad I lægger mest vægt på. Book en DS-politiker, som vil facilitere diskussionen, allerede nu.

1. april begynder vi at indsamle krav til de kommende overenskomstforhandlinger (OK26), og vi skal nå ud til så mange socialrådgivere som muligt!

Kravsindsamlingen danner grundlag for at skabe forbedringer for socialrådgivernes løn og vilkår. Den gør det muligt for Dansk Socialrådgiverforenings politikere at gå til overenskomstforhandlingerne med et klart mandat.

Vær med!

Som TR skal du holde et klubmøde, hvor I kan diskutere, hvad I lægger mest vægt på – for eksempel højere løn, mere i pension, et bedre arbejdsmiljø eller noget helt fjerde.

Du kan allerede nu booke en DS-politiker til jeres klubmøde. Her vil politikeren fortælle mere om de kommende overenskomstforhandlinger, og hvorfor de er vigtige for den enkelte socialrådgiver.

Som inspiration til jeres prioritering af OK26-krav kan I bruge OK26-spillet. Politikeren tager spillet med til klubmødet og hjælper med at facilitere diskussionen.

Hvordan booker jeg en DS-politiker?

Du kan booke en politiker ved at skrive navn, klub og mail i dette ark: Book en DS-politiker.xlsx. Det er muligt at booke frem til 31. marts 2025.

Du vil modtage en bekræftelsesmail samt info om, hvilken DS-politiker, I får besøg af.

Hvem er DS-politikerne

DS-politikerne er forkvinde Signe Færch, næstforkvinde Marie Vithen, regionsformand Trine Quist (Nord), regionsforkvinde Mie Vode Moll (Syd) og regionsformand Rasmus Balslev (Øst).

Hvem skal jeg spørge, hvis jeg er i tvivl?

Hvis du sidder med praktiske spørgsmål, som du ikke kan finde svar på, kan du kontakte sekretær Lea Correll på lc@socialraadgiverne.dk.

Hvis du har ønsker eller spørgsmål til politikerens oplæg, kan du kontakte den DS-politiker, I får besøg af. Kontaktinfo vil fremgå af bekræftelsesmailen.