Afstemningen om OK24 er slut. Resultatet kommer senere i dag

Urafstemning om løn og vilkår.Der er forhandlet nye overenskomster med bl.a. pæne lønstigninger og højere pension. Næste skridt er derfor urafstemningen blandt stemmeberettigede medlemmer, som går i gang på det kommunale og regionale område torsdag den 21. marts - og den 22. marts på det statslige område.

 

Igennem de sidste par måneder har Dansk Socialrådgiverforening forhandlet nye overenskomster med arbejdsgiverne i kommunerne, regionerne og staten.

Den 21. marts kl. 9 starter urafstemningen på det kommunale og regionale område. Den slutter igen den 14. april kl. 23.59.

Den 22. marts kl. 9 starter urafstemningen på det statslige område. Den slutter den 14. april kl. 23.59.

Stemmeberettigede medlemmer får tilsendt en særlig mail med et link til afstemningen. Man er stemmeberettiget, hvis man er aktivt medlem og ansat på af én af de pågældende overenskomster.

Læs mere om hver af de nye overenskomster herunder:

» Overenskomst for kommunalt ansatte

» Overenskomst for regionalt ansatte

» Overenskomst for statsligt ansatte

Hovedbestyrelsen anbefaler et ”ja”

Det er vigtigt at du bruger din stemme. Overenskomsten handler nemlig om din løn, dine arbejdsvilkår og dit arbejdsliv. Og det har meget konkret betydning for dig, hvordan afstemningen falder ud.

Det kræver et samlet ”ja” på tværs af faggrupper for, at aftalen og de aftalte forbedringer af løn, pension og arbejdsvilkår træder i kraft. Hvis du derimod mener, at aftalen skal forkastes, og vi i stedet skal i strejke, skal du stemme ”nej”.

En enstemmig hovedbestyrelse i Dansk Socialrådgiverforening anbefaler medlemmerne at stemme ”ja” ved urafstemningen, men opfordrer samtidig alle til at gøre brug af deres stemmeret – uanset om man påtænker at stemme ”ja” eller ”nej” til overenskomsten.

Spørgsmål og svar

Herunder har vi samlet svarene på nogle af de spørgsmål, som du måske har. Hvis du ikke kan finde det svar, du søger, kan du tage fat i din tillidsrepræsentant, ringe til vores medlemsservice på 70 10 10 99 eller skrive på kontakt@socialraadgiverne.dk.

Hvornår kan jeg stemme?

Urafstemningen på det kommunale og regionale område åbner den 21. marts kl. 9 og lukker den 14. april kl. 23.59. Urafstemningen på det statslige område åbner den 22. marts kl. 9 og lukker den 14. april kl. 23.59.

Hvem kan stemme?

Som følge af den aftalte sammenkædning på det kommunale og regionale område, afvikles urafstemningen i regi af forligsmandsloven. For at være stemmeberettiget skal man derfor være aktivt medlem og ansat på af én af de pågældende overenskomster.

Hvordan stemmer jeg?

Hvis du er stemmeberettiget, får du tilsendt en mail, når urafstemningen åbner. Mailen kommer fra Assembly Voting, som hjælper os med at håndtere urafstemningen – og via mailen kan du logge ind og stemme. Det er nemt og kræver kun ganske få klik.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke modtager mailen fra Assembly Voting?

Hvis du ikke modtager en mail fra Assembly Voting, selvom du er stemmeberettiget, skal du ringe til vores medlemsservice på 70 10 10 99 eller skrive på kontakt@socialraadgiverne.dk.

Hvor kan jeg læse mere om overenskomsterne, inden jeg stemmer?

Du kan læse mere om overenskomsten for kommunalt ansatte her og for regionalt ansatte her. Et overblik over resultaterne på det statslige område kan findes her.

Hvad sker der med resultatet af urafstemningen?

Normalt bliver vores overenskomster vedtaget, hvis et flertal blandt socialrådgiverne stemmer ”ja” – mens vi skal varsle strejke, hvis et flertal blandt socialrådgiverne stemmer ”nej” i urafstemningen.

På grund af efterårets trepartsaftale om lønløft til udvalgte grupper i den offentlige sektor, er det dog blevet aftalt, at der i år skal laves en såkaldt ”sammenkædning” ved urafstemningen på tværs af det kommunale område og regionale område.

Det betyder, at hvis et flertal på tværs af alle faggrupper stemmer for deres overenskomst, så kan enkelte faggrupper ikke strejke alene. Men hvis et flertal på tværs af alle faggrupper stemmer imod deres overenskomst, så skal alle faggrupper strejke samlet.

Sammenkædningen gælder ikke på det statslige område.