Fra kriminel til socialrådgiver: Sådan kom jeg videre

Jan Mansur Hussain blev kriminel som 12-årig og fik gennem årene domme for blandt andet vold og røveri. I dag er han socialrådgiver og hjælper som mentor udsatte borgere videre i livet. Faglighed i indsatsen er afgørende for succes, understreger han.

Hvis de mest udsatte ledige – heriblandt kriminelle – skal i beskæftigelse eller uddannelse, er der brug for, at der i en periode kommer nogen ind i deres liv og hjælper dem med at komme på rette spor. Men det skal ske med det rette faglige udgangspunkt.

Derfor kan det blive katastrofalt, at finansloven for 2016 sparer 110 millioner kroner på mentorordningen, mener den 35-årige socialrådgiver og tidligere kriminelle, Jan Mansur Hussain, som lagde sit liv om efter et møde med en socialrådgiver i Kriminalforsorgen. Siden 2013 har han arbejdet som mentor og coach for udsatte ledige.

Mentorindsatsen kan hjælpe mange, men indsatserne tager tid, og der skal være det rette faglige udgangspunkt, understreger han.

– Der er enten brug for lovgivning, der stiller krav til fagligheden i mentorfaget, eller for at jobcentrene stiller skrappere krav til de anden aktører, de hyrer ind. Hvis de bliver bedre til det, vil det kun styrke det gode arbejde, der allerede foregår derude, siger den nu 35-årige socialrådgiver, der kvittede sin kriminelle løbebane som 27-årig og færdiggjorde sin uddannelse i starten af 2014.

Fik selv hjælp af socialrådgiver

Jan Mansur Hussain var bare 13 år, da han blev smidt ud af skolen efter et slagsmål med en anden elev. Kommunen sendte ham på en kostskole for utilpassede unge i Nordsjælland. Det blev starten på en lang kriminel løbebane med blandt andet vold og røveri.

Vendepunktet kom efter seks fængselsophold på 10 år, da han via Kriminalforsorgen fik kontakt til en socialrådgiver, som han følte forstod ham og hans situation. Hun hjalp ham til at forstå, at han havde andre muligheder end kriminalitet.

– Hun anerkendte mig for den, jeg var – samtidig med, at hun stillede krav til mig og lærte mig at sætte nogle mål og nå dem. Det var også sammen med hende, at jeg lavede en plan for, at jeg skulle bruge de næste fem år på at tage en uddannelse og blive socialrådgiver, fortæller Jan Mansur Hussain.

Socialrådgiveren nummer 15, som udkommer 17. december, fortæller historien om, hvordan Jan Mansur Hussain gik fra at være kriminel til – med en socialrådgiveruddannelse i hånden – selv at hjælpe blandt andre udsatte kriminelle videre i livet.