Valg i DS: DS-top genvalgt uden modkandidater

Selv om afstemningen til DS-valget først går i gang den 14. september, står det allerede nu klart, at Mads Bilstrup og Ditte Brøndum fortsætter parløbet som formand og næstformand for Dansk Socialrådgiverforening. Der var ingen modkandidater til de to poster – så de er genvalgt ved såkaldt fredsvalg.

I forbindelse med genvalget siger Mads Bilstrup:

– Jeg ser frem til at fortsætte arbejdet sammen med Ditte og alle andre i DS. Vi har mange vigtige opgaver foran os og et godt fundament at bygge på. En af de vigtige opgaver er den kommende overenskomstforhandling, hvor vi kæmper for socialrådgivernes løn- og arbejdsforhold. En anden vigtig opgave er at omsætte den enorme ressource, vi har, i form af vores medlemmers viden og erfaringer. Vi skal bruge det til at være med til at forme socialpolitikken og de rammer, vi arbejder under.

Ditte Brøndum glæder sig også over genvalget:

– Det er fantastisk at få lov at fortsætte arbejdet med at skabe ordentlige vilkår for det sociale arbejde. Rammerne og arbejdsmiljøet for os socialrådgivere vil fortsat være et kæmpe fokusområde i de kommende to år. Og der er brug for at styrke socialrådgiverfaget, så vi får mulighed for at udvikle vores kompetencer hele livet igennem – for målet er at flytte faget derhen, hvor socialrådgiverne kan holde til et langt arbejdsliv.

Trine Quist, som er formand for DS’ Region Nord, og Rasmus Balslev, som er formand for DS’ Region Øst blev også valgt ved fredsvalg. Trine Quist kvitterer for genvalget: – Jeg er helt vildt glad – og meget stolt og ydmyg over den tillid jeg bliver vist. Jeg glæder mig så meget til at fortsætte arbejdet sammen med de andre valgte, medlemmer og medarbejdere i DS.

Rasmus Balslev takker for tilliden:

– Jeg er først og fremmest taknemmelig over at kunne få lov at repræsentere mine fagfæller i yderligere to år. Det er et privilegium, jeg bærer med stor ansvarsfølelse. Det er ekstremt meningsfuldt at arbejde for bedre rammer og facilitere et stærkt sammenhold blandt socialrådgiverne, så tak for tilliden.

» Læs mere om det igangværende valg på socialraadgiverne.dk/valg – og se også alle kandidaterne i valghæftet, som er sendt til dig sammen med fagbladet.