LEDER: Sexisme og socialrådgivere

Men debatten har også skabt et mod hos mange til at sige det højt og sige fra. Også her har det vist sig, at vi står stærkere sammen,

Debatten om seksuelle krænkelser er for alvor rullet ind over Danmark. Det sætter sindene i kog, men det nøder også til at se indad. Grelle historier har floreret, hvor mennesker i årevis har krænket andre uden, at nogen greb ind. Det har i hvert fald også givet mig behov for at se indad, og samtidigt styrke kommunikationen om, hvad I kan gøre, hvis I oplever grænseoverskridende adfærd. Hvad enten det er på arbejdspladsen eller som aktiv i fagbevægelsen.

I 2018 undersøgte DS socialrådgivernes arbejdsmiljø. Her fremgik det, at en procent af os havde været udsat for seksuelle krænkelser på arbejdspladsen. Selv om tallet ikke er højt i forhold til for eksempel andelen af socialrådgivere, der er stressede, så er en procent én for meget. Derfor har vi sammen med resten af fagbevægelsen markeret, at det først og fremmest er et arbejdsgiveransvar, at der ikke er en sexistisk kultur på arbejdspladsen. Konkret foreslår vi at indføre et ’indirekte objektivt arbejdsgiveransvar’, så arbejdsgivere fremover skal bøde for chikane, som den ansatte i kraft af arbejdet kommer i kontakt med – med mindre arbejdsgiveren kan godtgøre, at der forud for chikanen har været iværksat passende forholdsregler. Det vil skabe et stærkt incitament til handling.

Men vi vil også i DS sammen med fagbevægelsen gå forrest for at skabe den kulturændring, der er behov for. Seksuelle krænkelser kan være svære og endda føles pinlige at tale om. Men debatten har også skabt et mod hos mange til at sige det højt og sige fra. Også her har det vist sig, at vi står stærkere sammen.

Vi har et kæmpe ansvar for at skabe ligestilling, bekæmpe sexisme og fremme en kultur, hvor alle behandles med respekt og værdighed. I skal vide, at I altid kan komme til DS. Både som individ, men også som arbejdsplads, hvis I mangler støtte til, hvordan man skaber en bedre kultur eller forebygger, at problemerne vokser sig større.