Socialrådgiverformand til kritikere: I har selv skabt problemerne

KRONIK: Vi skal som samfund gøre langt mere for de mennesker, der af den ene eller anden grund ikke kan tage et arbejde. Det kræver politisk mod at investere i mennesker frem for mistillid, pisk og symbolske slagord om at nedlægge jobcentrene.

Jobcentrene er under massiv kritik: De generer folk med overdreven kontrol og meningsløse kurser, de hjælper ikke folk i job, og de svigter dem, der har brug for hjælp, lyder det.

Nogle kritikere mener, at systemet trænger til et serviceeftersyn, mens andre kræver, at jobcentrene nedlægges. Men det hjælper hverken den enkelte ledige, medarbejderne på jobcentrene eller samfundet som helhed at reducere debatten om arbejdsløshed til et »for« eller »imod« jobcentrene. Hvis politikerne virkelig vil forbedre indsatsen for de ledige, kan de passende begynde med at erkende deres eget ansvar for de rammer og vilkår, socialrådgiverne arbejder under.

Som formand for socialrådgiverne, der ifølge de seneste tal udgør omkring 40 pct. af medarbejderne på landets jobcentre, er jeg nødt til at slå tre ting fast.

For det første har de fleste ledige, som er i kontakt med jobcentrene, andre problemer end manglen på et arbejde. De kan ikke umiddelbart tage et ordinært job, og det er primært dem, socialrådgivere på jobcentrene arbejder med.

Det er mennesker med sociale og psykiske udfordringer, som den 41-årige far uden en uddannelse, der har mistet sin kone og nu står med to børn, der har det svært i skolen, mens han selv kæmper med generaliseret angst. Han står midt i en dyb livskrise og har derfor brug for en særlig indsats, som ikke nødvendigvis i første omgang handler om at komme ud på en arbejdsplads – han skal lære at håndtere sin angst, han skal have støtte til at hjælpe børnene med både skolen og sorgen over tabet af deres mor, og han skal opkvalificeres for at forbedre mulighederne for at finde et arbejde.

Det er socialt arbejde, som kræver meget andet end viden om, hvilke job der er ledige: viden om sociale problemer i samfundet, om psykologi, jura, borgernes rettigheder, kommunernes organisering, den gode relation, arbejdsmarkedet og meget mere.

Kort sagt, vores faglighed som socialrådgivere. Derfor kan vi ikke debattere jobcentrene, som om det kun handler om at få mennesker hurtigst muligt i arbejde, selvom selvforsørgelse altid skal være endemålet, hvis det på nogen måde er muligt. Det gode sociale arbejde, som trods svære betingelser udføres af socialrådgivere på landets jobcentre, må ikke gå tabt på grund af ideologi og uvidenhed.

Politikerne har selv skabt problemerne

Men der er udfordringer med indsatsen for mennesker uden for arbejdsmarkedet.

De skyldes – og det er den anden ting, jeg vil slå fast – i høj grad, at politikerne byggede jobcentrene på et fundament af mistillid. Da jobcentrene blev oprettet for 12 år siden, var fundamentet en grundlæggende mistillid til de ledige, til a-kasserne, til Arbejdsformidlingen, til kommunerne og til medarbejderne i det sociale system. Politikerne mente, at de ledige skulle presses i arbejde, og at systemet og medarbejderne holdt hånden over dem, der ikke ville arbejde. Derfor skulle der oprettes nye enheder i kommunerne, hvor medarbejderne blev styret af detaljeret lovgivning for at sikre, at de ikke lod nogen flyve under radaren.

Jobcentrene er meget stramt styret af både økonomi og regler, som mange steder indskrænker medarbejdernes muligheder for at give den rette indsats, få et reelt samarbejde med det enkelte menneske op at stå og sikre, at syge ikke forbliver på kontanthjælp. De mennesker, der for eksempel trods alvorlig kronisk sygdom år efter år kommer i arbejdsprøvning og ressourceforløb frem for at få tildelt revalidering, fleksjob eller førtidspension, kan med god ret kritisere systemet – ligesom vi socialrådgivere kritiserer de regler og rammer, som hverken gavner medarbejdere eller borgere.

Men jeg bliver træt af at høre på kritikken fra dem, som selv har støttet og vedtaget regler om mere kontrol, pisk og et ensidigt fokus på beskæftigelse. Det klinger en smule hult. Og når der alligevel bliver udført meget godt socialt arbejde på jobcentrene, skyldes det ikke mindst de mange dygtige socialrådgivere, der brænder for at gøre en konkret forskel for mennesker med udfordringer. Men det er til tider mod alle odds.

Løsningerne

For det tredje ved vi langt hen ad vejen godt, hvad der skal til for at få endnu flere i arbejde og støtte udsatte mennesker bedre.

Det handler først og fremmest om mod. Politikerne på Christiansborg skal have mod til at udvise tillid frem for mistillid til mennesker, både borgere, medarbejdere og kommuner. Nogle kommuner er allerede i gang og har fremragende resultater med at investere i en tillidsbaseret tilgang, der giver medarbejderne mulighed for at lytte og opbygge et reelt samarbejde bygget på det enkelte menneskes ønsker og behov. Det viser sig, at alene tiden til at behandle borgeren som et helt menneske med både drømme og udfordringer hjælper med at få langt flere i job end ellers. Hvis Christiansborg turde give kommunerne bedre muligheder for at investere – og flere kommuner greb chancen – ville vi nå et meget langt stykke ad vejen.

Det handler også om at sikre et ordentligt arbejdsmiljø. Det er klart, at bedre tid, mere frihed og muligheden for at yde et stykke arbejde, som gør en forskel i andre menneskers liv, også vil smitte positivt af på arbejdsmiljøet, og det er hårdt tiltrængt.

En undersøgelse fra sidste år, som COWI foretog for Dansk Socialrådgiverforening, viser, at 35 pct. af socialrådgiverne på jobcentrene ofte eller hele tiden oplever stress. For andre faggrupper er andelen i gennemsnit 16 pct. Det betyder, at mange bliver sygemeldt, mens en del af de mere erfarne medarbejdere søger andre steder hen. Arbejdspladsen mister værdifuld viden og skal samtidig lære nye medarbejdere op, hvoraf mange enten melder sig syge eller skifter job efter få år.

Det er belastende, når man ikke har mulighed for at yde en indsats for borgerne, som man selv er tilfreds med. Det er skidt for både arbejdsmiljøet og borgerne, og også derfor skal rammerne forbedres.

Tag ansvar

Jeg er virkelig glad for beskæftigelsesministerens løfte om at »sikre respekt, værdighed og grundighed i behandlingen af vores arbejdsløse og syge borgere«. Og jeg blev opløftet,da socialministeren slog fast,  at arbejde ikke er løsningen på alle sociale problemer. Det er åbenlyst rigtigt.

Nogle mennesker har sociale problemer, selvom de arbejder, andre har så massive udfordringer – sociale, psykiske eller fysiske – at målet for dem skal være bedre livskvalitet og ikke nødvendigvis et job. Det er heldigvis ikke mange, men et ordentligt velfærdssamfund tager sig også af dem, der ikke kan arbejde.

Det kan man selvfølgelig være uenig i, men så bør man også stå ved det. Det ville klæde dem, der har støttet et system bygget på mistillid til mennesker, at vedkende sig ansvaret for det – særligt de politikere der selv har skabt det. Det ville også klæde dem, der tror, at jobcentrenes opgave alene er at finde passende job til de ledige, at tage en tur ud på et jobcenter og følge en socialrådgivers arbejde.

De kan bare ringe til mig, så er jeg sikker på, at vi kan finde en praktikplads, der kan udvide horisonten. Så kan vi forhåbentlig få en debat, der handler om rammerne for og indholdet i arbejdet frem for blot for eller imod jobcentrene.