Veteraner før og nu

Mød filminstruktøren Christian Bonde og museumsleder Sarah Smed til en samtale om veteraner før og nu, og bliv vist rundt på Danmarks Forsorgsmuseum

Hvordan lever man videre, når krigen ikke slipper taget?
I denne samtale kan du møde filminstruktør Christian Bonde, der fortæller om arbejdet med filmen ’Herkules falder’ (2025) – et dansk drama om soldaten Youssef, som efter flere udsendelser kæmper for at finde fodfæste i familielivet og i det civile samfund.

Filmen er optaget blandt andet på Strynø i Det Sydfynske Øhav og på et virkeligt naturretreat for veteraner – et sted, hvor tidligere soldater kan få hjælp til at komme sig efter krigstraumer og psykiske mén. Samtidig medvirker adskillige danske veteraner i filmen, hvilket giver fortællingen en særlig autenticitet og nærhed.

Museumsleder Sarah Smed sætter filmens temaer ind i en historisk ramme og fortæller om, hvordan veteraner i udsatte positioner og med svære liv tidligere blev mødt i samfundet – blandt andet gennem ophold på fattiggårde.

Sammen åbner de for en samtale om veteraner før og nu, om omsorg, stigma og om det menneske, der står tilbage, når uniformen er lagt væk.
Inden samtalen er der rundvisning på Danmarks Forsorgsmuseum. Her får du et indblik i livet på Svendborgs tidligere fattiggård, hvor mennesker i udsatte positioner levede under faste rammer og med begrænsede rettigheder – en historisk kontekst, der perspektiverer samtalens temaer om omsorg, stigma og samfundets syn på sårbare grupper.

Program for eftermiddagen:
14:30-15:30: Rundvisning 
16:00-17:00: Samtale


OBS – Vi har kun 15 pladser!