Uden for Nummer LIVE: Queering i socialt arbejde – et kritisk blik på normer for det gode liv

Hvordan former normer vores forståelse af det "gode liv" og hvilke konsekvenser har det for socialt arbejde?

Det sætter vi fokus på i denne udgave af Uden for Nummer Live, hvor vi undersøger, hvilke normer der præger vores opfattelser af et godt og meningsfuldt liv, og hvordan de påvirker socialt arbejde i praksis. 

Vi retter også blikket mod nogle af de mere grundlæggende samfundsnormer – fx forestillingen om, at et “rigtigt” liv indebærer tilknytning til arbejdsmarkedet. Med afsæt i artiklen ser vi på, hvordan lønarbejde ikke blot er en praktisk nødvendighed, men også fungerer som en stærk norm, der former forståelser af værdighed, deltagelse og livsformer – og som kan gøre andre måder at leve på mindre legitime. 

I webinaret arbejder vi med queering som et fagligt perspektiv og ser på, hvordan et normkritisk blik kan åbne for nye måder at forstå mennesker, livsforløb og sociale problemer på. 

Med afsæt i artiklen Queering i socialt arbejde – et kritisk blik på normer for liv fra Uden for Nummer 51 inviterer vi til en faglig samtale om socialt arbejde, normer og magt sammen med artiklens forfatter Filip Mujinovic, adjunkt på Socialrådgiveruddannelsen ved UCL. 

Hvad kan du tage med fra webinaret? 

  • indblik i centrale perspektiver på queering i socialt arbejde 

  • refleksioner over, hvordan normer om familie, køn, seksualitet og livsformer kan påvirke socialfaglige vurderinger 

  • faglige perspektiver på, hvordan et normkritisk blik kan styrke socialt arbejde 

Oplægsholder 
Filip Mujinovic er cand.soc. og adjunkt i samfundsvidenskab ved socialrådgiveruddannelsen, UCL Odense, hvor de bl.a. arbejder på et forskningsprojekt om transpersoners møde med velfærdsprofessionelle.  

 

Tilmeld dig allerede nu!  

Du modtager et link til Teams når du tilmelder dig