TR-grunduddannelse hold 2403

TR-grunduddannelsen er for dig, der er nyvalgt tillidsrepræsentant. På uddannelsen går du på et fast hold, hvor du sammen med andre TR gennemfører fem moduler, der klæder jer grundigt på til rollen som TR.

På grunduddannelsen bliver du en del af et fast hold, hvor du med andre TR gennemfører fem forskellige moduler, der klæder jer grundigt på til rollen som TR. Der er ingen tvivl om, at jeres hold bliver en afgørende base for dig i dit TR-arbejde – for undervejs på uddannelsen skal vi lære og afprøve nye ting, dele erfaringer og reflektere sammen og ikke mindst – grine med hinanden!

Du tilmelder dig alle modulerne på én gang ved at tilmelde dig dette hold. Du kan læse mere om de fem moduler og datoerne herunder – og du får tilsendt mere information om uddannelsen op til første modul.

Vi glæder os til at se dig på TR-grunduddannelsen!

Målgruppe: TR ansat i kommuner, regioner og privat.

NB: Du skal have været til introsamtale med din konsulent i DS, før du kan starte på grunduddannelsen.


Modul 1: Få et stærkt fundament 

På modulet arbejder vi med TR's fundament – i form af den danske model, fagbevægelsen og Dansk Socialrådgiverforening. Vi øver os i at hjælpe medlemmerne i deres veje gennem arbejdslivet, blandt andet ved ansættelsessamtaler – og kontrakter, sygefravær og generelle spørgsmål. Og så retter vi blikket mod forventninger til TR, TR's opgaver og prioriteringer.

Dato: 27. – 29. maj 2024


Modul 2: Tag lederskab i klubben

På modulet dykker vi ned i TR's arbejde med klubfællesskabet på arbejdspladsen, TR's relationer til medlemmerne og TR's lederskab. Og så kaster vi os over arbejdet med forberedelse af lønforhandlinger – her skal vi lære om lønelementerne i overenskomsten, øve os i at forberede en lønforhandling, lægge en strategi og skabe et godt forhandlingsmandat sammen med klubben.

Dato: 23. – 25. september 2024


Modul 3: Bliv en dygtig forhandler

På modulet øver vi os i at forhandle. Vi har fokus på hele forhandlingsforløbet inklusiv selve forhandlingen med arbejdsgiveren. Herunder arbejder vi med indsamling af data og fakta, mandatafklaring, argumentation, virkemidler, uenighed og præsentation af resultater.

Dato: 18. – 20. november 2024


Modul 4: Få flere med

På modulet ser vi på den organiseringskrise, som DS og resten af fagbevægelsen står over for. Vi sætter fokus på hvorfor det er vigtigt, at vi bliver flere i fællesskabet, samt hvilken rolle TR kan spille i, at vi bliver flere medlemmer i DS. På modulet går vi i dybden med TRs rekrutteringsopgave. Vi skal se på forskellige værktøjer til rekruttering og vi skal øve os i samtalen med uorganiserede kollegaer. 

Dato: 13. – 14. januar 2025


Modul 5: Få indflydelse

På modulet bliver vi klædt på til arbejdet med indflydelse, f.eks. i relation til budgetforhandlingerne. Vi arbejder med at identificere mål og løsninger, med at forstå de politiske beslutningsprocesser og aktører. Og vi øver os i strategi og kommunikation. Modulet varer to dage.  

Dato: 3. – 4. marts 2025