Skrivekursus

Faggruppen Kriminalforsorgen arrangerer et skrivekursus i, hvordan man som socialrådgiver i Kriminalforsorgen kan deltage i den offentlige debat.

Lær at skrive det gode debatindlæg

Bliv klogere på, hvordan du kan deltage i den offentlige debat

Socialrådgiverne i Kriminalforsorgen får til tider følelsen af, at det resocialiserende arbejde er en saga blot, og at det hele handler om længere og hårde straffe.

Socialrådgiverne i Kriminalforsorgen er en lille faggruppe blandt en stor og synlig gruppe fængselsbetjente, hvor sikkerhed og betjentenes arbejdsvilkår nemt kommer til at overdøve den lille socialfaglige gruppe. Samtidig er sikkerhed og overfald på betjente mere håndgribeligt at forholde sig til som almindelig samfundsborger, end det resocialiserende arbejde er. Og ja, som kan være noget af en fluffy størrelse.

Men med det manglende fokus på det resocialiserende arbejde, som også Fængselsforbundet efterlyser, ja så ender vi med at skubbe de mennesker, som afsoner en dom, længere og længere væk fra samfundet. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, skal de mennesker ud og være din eller min nabo en skønne dag. Derfor er det vigtigt, at vi får skabt en forståelse hos den almindelige dansker om, at det er vigtigt, at vi prioriterer det resocialiserende arbejde højt i arbejdet med denne gruppe mennesker.

Kurset vil indeholde fire dele:

  • Undervisning i hvordan man deltager i debatten som socialrådgiver i Kriminalforsorgen.
  • Hvordan skriver man et godt debatindlæg?
  • Undervisning om vores ytringsfrihed.
  • Kom godt i gang med at skrive et debatindlæg og få konkret feedback af underviserne.

Underviserne vil være Janne Tynell, Kommunikationschef i DS, og Bjarke Hartmeyer Christiansen, journalist i DS.

Der vil blive serveret morgenmad kl. 9:30 og senere på dagen vil der være frokost og en eftermiddagssnack.