Opvækst med omsorgssvigt

Vores oplægsholdere vil gøre os klogere på opvækst med omsorgssvigt, sammenhængen mellem skærmforbrug og mistrivsel blandt børn og unge, samt socialfagligt arbejde med voldsofre og voldens konsekvenser.

På årets temadag sætter faggruppen Børn, Unge og Familier fokus på flere aktuelle temaer, med en blanding af virkelige fortællinger, forskning og konkrete arbejdsmetoder. Kort sagt er der god mulighed for at blive klogere og inspireret til de faglige udfordringer vi står overfor i vores hverdag.

Vi glæder os til en dag sammen med gode fagfæller fra hele landet. Temadagen er gratis og kun med fysisk fremmøde.

Til at belyse de aktuelle temaer har vi inviteret Thomas de Oliveira, Imran Rashid og socialrådgiver Matilde Dueholm.

Thomas de Oliveira er en dybt inspirerende foredragsholder, der deler sin hjertegribende livshistorie i foredraget "Fra kaotisk barndom til mønsterbryder". Han tager publikum med på en følelsesladet rejse gennem sin turbulente barndom, præget af omsorgssvigt, dødsfald, misbrug og anbringelser i både plejefamilier og på døgninstitutioner. Deltagerne får et unikt indblik, når han livligt deler ud af historier om en række gode og nærværende voksne, som har hjulpet ham mod et bedre liv – bl.a. hans socialrådgiver gennem mange år, Jette. Thomas beretter også ærligt om sin egen personlige transformation efter en skelsættende bilulykke, og hvordan han fandt sin vej til at blive en succesfuld mønsterbryder og rollemodel. Thomas' autentiske tilgang skaber en unik oplevelse, der inspirerer til selvrefleksion og positiv forandring.

Imran Rashid

Imran Rashid bruger i sine tankevækkende foredrag sin baggrund som speciallæge i almen medicin til at kaste lys over konsekvenserne af den rivende digitale udvikling, som vi alle sammen er en del af. Imran er en erfaren og nærværende foredragsholder, som inspirerer til, hvordan vi som mennesker, som samfund og som virksomheder kan omfavne digitaliseringen og dens muligheder samt hvilke faresignaler vi skal være opmærksomme på. Imran vil tilpasse indholdet, så det bliver praksisnært og relevant for socialrådgivere, der arbejder i kommunale forvaltninger og andre familierettede kontekster.

Matilde Dueholm

Er socialrådgiver og arbejder i Mødrehjælpen i deres voldsrådgivning. Matilde vil fortælle om deres praksis og komme med cases om de forskellige former for vold og voldens konsekvenser. Du vil få en unik indsigt i, hvordan forskellige former for vold opstår og udvikler sig over tid – og hvorfor det kan være så svært at bryde fri.

 

 

 

Program

9.30 – 10.00 Ankomst og morgenmad

10.00 – 10.10 velkomst v/ bestyrelsen

10.10 – 11.45 Thomas de Oliveira

11.45 – 12.30 Matilde Dueholm

12.30 – 13.15 Frokost

13.15 – 14.00 Generalforsamling m/ oplæg fra forkvinde Signe Færch

14.00 – 14.15 pause

14.15 – 16.00 Imran Rashid

Tak for i dag v/ bestyrelsen

Dagsorden generalforsamling

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent
  3. Årsberetning fra forkvinden
  4. Økonomisk beretning fra kasserer/godkendelse af regnskab
  5. Indkomne forslag
  6. Valg: Der er ledige bestyrelsesposter
  7. Evt.

Har du forslag du ønsker drøftet under generalforsamlingen eller ønsker du at stille op til bestyrelsen eller har spørgsmål til hvad vi laver i bestyrelsen, kan du kontakte forkvinde Sisi Ploug Pedersen på spp@home-start.dk eller mobilnr. 61 12 09 31