Online: Gentænk arbejdslivet – Hvad kan vi lære af coronakrisen?

Corona ændrede på et kort øjeblik verden. Ændringerne kunne også mærkes af socialrådgivere i Region Nord. Men hvad kan vi lære af coronakrisen i forhold til at skabe og understøtte trivsel og opgaveløsning fremover?

I dette webinar ser vi både på, hvad vi skal være opmærksomme på i forhold til genåbningen af arbejdspladsen, og vi retter blikket mod hvilken læring, håb og bekymringer for fremtidens arbejdsliv, som fylder hos ledere og medarbejdere?

Deltagerne får forståelse af, hvilke følelsesmæssige reaktioner som coronakrisens forskellige faser har indeholdt, og vi ser på, hvordan coronakrisen har påvirket relationer og arbejdsfællesskabet. Deltagerne bliver ligeledes inviteret til konkret at reflektere over egne erfaringer fra coronakrisen: Hvilke gode erfaringer vil man trække med ind i det nye arbejdsliv – og hvilke ønsker man at efterlade i coronakrisen? 

Om oplægsholderen
Malene Friis Andersen, er ph.d. og autoriseret psykolog. Hun arbejder som selvstændig organisationspsykolog og som forsker i psykisk arbejdsmiljø, arbejdsfællesskaber, trivsel og stress. Malene er blandt andet forfatter til ”Stop Stress – Håndbog til ledere”, som blev kåret til Årets Ledelsesbog 2017. I 2018 modtog hun GL-prisen for sin forskning og formidling. Malene er pt. leder af et større forskningsprojekt om trivsel, arbejdsfællesskaber og ledelse under coronakrisen.