Moralsk stress
Webinar med docent Nana Vaaben
Moralsk stress er blevet et af de ord, der tales meget om. Men hvad betyder det egentlig?
I dette webinar inviterer Dansk Socialrådgiverforenings Videnscenter dig sammen med docent Nana Vaaben dig ind i den nyeste viden om moralsk stress i socialt arbejde. I oplægget fortæller Nana Vaaben om sin og kollegernes forskning i moralsk stress. Hvad er moralsk stress, hvorfor opstår det, og hvordan påvirker det faglig dømmekraft og trivsel.
Hun fortæller bl.a. om hvordan det professionelle skøn mærkes med kroppen, og at moralsk stress primært er et problem, når der over tid ikke er mulighed for at handle på sit professionelle skøn. Oplægget kommer også omkring giftig gæld og Baumols omkostningssyge, beredskaber og bevillingssystemer, og nødvendigheden af, at ledere og medarbejdere har et fælles sprog og sammen går på jagt efter årsagssammenhænge i det psykiske arbejdsmiljø.
Webinaret giver dig indsigt i:
-
Hvad moralsk stress er og hvorfor det opstår
-
Hvordan styringslogikker og organisatoriske rammer påvirker fagprofessionelles dømmekraft og trivsel
-
Hvordan man lokalt kan arbejde med at forebygge moralsk stress gennem organisering, dialog og fælles refleksion