Arbejdsmiljøpuljen er åben for ansøgninger

Frem til den 30. oktober er Puljen til arbejdsmiljøindsats i regioner og kommuner (PARK) igen åben for ansøgninger til projekter om fx introforløb for nyuddannede, ledernes arbejdsmiljø, fastholdelse af seniorer og forebyggelse af nedslidning.

Måske husker du, at vi i sidste nyhedsbrev fra Ledersektionen fortalte, at ikke mindre end tre projekter om lederes trivsel og psykiske arbejdsmiljø havde fået støtte fra PARK (Puljen til arbejdsmiljøindsats i regioner og kommuner).

Nu er puljen igen åben for ansøgninger frem til den 30. oktober 2025. Den kan give tilskud til indsatser i kommuner og regioner, der har til formål at forbedre arbejdsmiljøet og dermed understøtter attraktive arbejdspladser. Puljen uddeles en gang om året frem til 2026, der er 83 mio. kroner til rådighed i denne omgang, og den enkelte arbejdsplads kan søge om mindst 4 mio. kroner.

Syv indsatsområder

Puljen udmøntes inden for syv indsatsområder:

  1. Introforløb for nyuddannede og nyansatte. Udvikling og gennemførelse af introforløb og indsatser, der skal styrke arbejdsmiljøet for nyuddannede og nyansatte.
  2. Seniorer. Udvikling og gennemførelse af indsatser, der skal forbedre mulighederne for seniorer for at blive på arbejdsmarkedet.
  3. Lederes psykiske arbejdsmiljø. Udvikling og gennemførelse af indsatser, der skal styrke det psykiske arbejdsmiljø for ledere.
  4. Sygefravær: Udvikling og gennemførelse af arbejdsmiljøindsatser, der skal forebygge og nedbringe sygefraværet i kommuner og regioner.
  5. Borgernære karriereveje: Udvikling og gennemførelse af indsatser, der skal skabe attraktive karriereveje, som styrker medarbejderes tilknytning til det patient- og borgernære arbejde og sikre tydelighed om medarbejdernes udvikling i jobbet.
  6. Arbejdstilrettelæggelse og fleksibilitet: Udvikling og gennemførelse af indsatser, der skaber en bedre en arbejdstilrettelæggelse og øget fleksibilitet på tværs af medarbejdergrupper.
  7. Forebyggelse af fysisk og psykisk nedslidning og arbejdsulykker: Udvikling og gennemførelse af indsatser til forebyggelse af fysisk og psykisk nedslidning og arbejdsulykker.

Parterne bag trepartsaftalen om løn og arbejdsvilkår fra december 2023 har afsat 216 mio. kr. til en arbejdsmiljøpulje for kommuner og regioner.

» Læs mere om puljen på Arbejdstilsynets hjemmeside